To bud på lækre smoothiebowls
- Amanda Stensgaard
- 25. jan. 2019
- 2 min læsning
Opdateret: 26. mar. 2020

Bowls er hippe. Det ved I, hvis I har så meget som skelet til Instagram eller bor i en by med cafeer, der forstår, hvad de unge vil have. I virkeligheden er det jo bare mad, som er anrettet flot i en skål. Men der er noget hyggeligt over at spise den slags anretninger. For mig hænger det nok mest sammen med, at det kan indtages halvt liggende, og der er altså ikke meget der slår morgenmad på sengen. Eller aftensmad, bevares. Dét kan helt sikkert også noget efter en lang studiedag og et par psyko-kolde cykelture på Randersvej. Frida og jeg lavede to versioner af smoothie bowls I går. Og på dansk er det jo bare tykke smoothies, som toppes med eksempelvis müsli, frugt og nødder. Vi lavede en klassisk frugtversion med banan, hindbær og appelsin, og så lavede vi et grønnere indslag med masser af spinat og ingefær. Begge er gode, som de er, men fungerer også fint som udgangspunkt, hvorfra man kan freestyle med ingredienserne, alt efter hvad man har på lager.

SMOOTHIE BOWLS X 2
Begge opskrifter er beregnet til 1 person
Rød smoothie bowl
1 stor frossen banan i skiver
2,5 dl frosne hindbær
2,5 dl appelsinjuice, helst friskpresset
Saften fra 1/2 lille citron
1/2 tsk vaniljesukker/pulver (kan udelades)
Grøn smoothie bowl
1 frossen banan i skiver
3 store håndfulde frisk spinat
2 kugler frossen spinat
2 dl appelsinjuice, helst friskpresset
Saften fra 1 citron
Frisk ingefær efter smag (1,5 x 1,5 cm giver et godt spark)
Fremgangsmåde
Hvis du har en stærk blender, kan du bare komme alle ingredienserne deri og blende, indtil smoothien er cremet.
Skal maskinen kæmpe lidt med de frosne frugter, er det bedst, hvis du til den grønne smoothie blender frisk spinat og appelsinjuice først, hvorefter du tilsætter resten af ingredienserne.
Til den røde blender du først juice og banan, hvorefter du tilsætter resten og blender igen.
Server straks din smoothie i en skål og top med for eksempel müsli, banan i skiver, friske eller frosne bær, kokosflager, kakaonibs, frø eller nødder.
Comments