Snaskede, lækre og svampede kanelsnegle
- Amanda Stensgaard
- 17. apr. 2020
- 2 min læsning

Mig, i går klokken femten-nul-sukkerkold: "Ååh, jeg har brug for kage i dag!"
Ham: "Uh, bager du så kanelsnegle?"
Mig: "Daniel.. Det er jo meningen, at du skal tale mig fra det. Vi har spist kage hver dag i ferien. Og hvis jeg laver kanelsnegle, bliver vi to nødt til at spise en hel portion, inden de bliver tørre."
Ham: "Ja? Er det et problem?"
... Klip til i dag, hvor springformen gemmer på tre snegle, som med garanti får ben at gå på inden aftensmaden.

Kanelsnegle er jo heller ikke det værste, man kan sætte til livs. Jeg kan i hvert fald ikke komme på meget, der slår en lun, nybagt snegl og et køkken, der dufter af smørbagt brød og kanel.
Og opskriften på dét scenarie - den er lige til. Hvis man foretrækker det klassisk, kan man sagtens placere kanelsneglene seperat på en bageplade. Men når man bager dem i en form tæt op ad hinanden, holder de på remoncen og bliver ekstra svampede.
Jeg håber, at I har lyst til at prøve opskriften. Den egner sig både til weekend med sol på terrassen eller sammen med en bog og et tæppe indendøre.
KANELSNEGLE
Giver snegle til en springform på 30 cm
Dej:
50 gram gær
2 dl mælk
150 gram smør, blødt
2 æg
1 tsk kardemomme
1 tsk vaniljesukker
1 spsk sukker
1 knivspids salt
550 gram hvedemel
Remonce:
200 gram smør, blødt
100 gram sukker
80 gram brun farin
2 spsk kanel
Glasur:
Flormelis
Kogende vand
Fremgangsmåde
Lun mælken i mikroovnen eller i en gryde
Opløs gæren i halvdelen af mælken. Tilsæt resten af mælken bagefter
Tilsæt æg, smør, sukker, vaniljesukker, kardemomme og salt og rør rundt. Jeg bruger en røremaskine, men man kan også bruge en elpisker med dejkroge
Tilsæt 300 gram af hvedemelet og lad røremaskinen arbejde dejen godt sammen i 5-7 minutter
Tilsæt derefter resten af melet lidt ad gangen, indtil dejen slipper skålen
Kom et viskestykke over skålen og lad dejen hæve et lunt sted i en time
Imens laves remoncen ved at røre smør, sukker, brun farin og kanel sammen til en masse, som skal smøres ud på den udrullede dej
Når dejen er færdighævet, rulles den ud på et meldrysset bord. Den udrullede dej skal måle 60 x 40 cm
Fordele remoncen jævnt ud over dejen
Rul dejen sammen til en roulade og skær den i 15 lige store dele
Beklæd en springform på 30 cm i diameter med bagepapir og placér kanelsneglene tæt sammen deri
Tænd ovnen på 180 grader (normal ovn - ikke varmluft) og lad sneglene efterhæve, imens ovnen varmer op
Bag kanelsneglene I 30-35 minutter, lad dem køle let af, pynt med glasur og spis!

Comments