Falafler - sprøde, krydrede og idiotsikre
- Amanda Stensgaard
- 23. apr. 2020
- 2 min læsning
Opdateret: 24. apr. 2020
Det ridser lidt i min stolthed, men jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg har haft alt for mange mislykkede fafalfelforsøg igennem tiden. Men nu er det endelig lykkedes at udvikle en opskrift, som er, ja - idiotsikker. Man skal kende et par tricks, men dem tager vi længere nede. Følger man dem, garanterer jeg til gengæld, at man ikke ender ud med smuldrede og smagsløse falafler. Det gider man bare ikke.

Herhjemme er vi begyndt (okay, det her var første gang, men konceptet er vedtaget!) at have temalørdag på madfronten. I lørdags hed det "mellemøstlige fristelser", så der var auberginesalat med tahindressing og granatæble, fladbrød, humus, falafler og andet godt på menuen. Og pitabrød med restefyld på søndagsbordet - blot tilsat tzatziki og fintsnittet rødkål. Det er jo én måde at spare tid og penge, hvor man kan. At tænke i forlængelse af retter. Jeg øver mig på det, det går svingende, men i weekenden gik det godt.

Som sagt kommer opskriften på de gode og idiotsikre falafler her. De små fifs, som er rare at kende, kommer også. Here goes:
Brug ALDRIG kikærter fra dåse. Konsistensen bliver helt forkert, og falaflerne har det med at falde fra hinanden. Det kan virke omfattende, men hvis man koger en stor portion og fryser en del af kikærterne ned, klares næste falafelprojekt i et snuptag.
Giv den gas med krydderurter og krydderier. Masser af frisk persille, stødt koriander og spidskommen af god kvalitet og hvidløg en masse.
Pandestegning trumfer ovnen. Og sådan er det bare. Falafler kræver olie, hvis de skal blive sprøde og smage af noget. Så gem low fat-opskrifterne til en anden dag og brug mere olie, end du tror.
SPRØDE OG KRYDREDE FALAFLER
Opskriften giver nok falafler til 6 personer
Ingredienser
400 gram tørrede kikærter
2 løg
6 fed hvidløg
Skallen fra 1 lille citron
4 tsk stødt spidskommen
3 tsk stødt koriander
4 tsk salt
2 store håndfulde frisk persille
3 æg
3 spsk rasp
Cirka 1/2 liter olie til stegning
Fremgangsmåde
Læg kikærterne i blød 24 timer før brug og kog dem efter anvisning på pakken
Kom kikærter, løg, hvidløg og æg i en foodprocessor eller brug en stavblender. Blend til massen er glat
Tilføj hakket persille, spidskommen, koriander, salt, revet citronskal og rasp. Smag til og stil på køl i 1/2 til 1 hel time
Kom olie i en pande, så bunden er dækket 3 centimer over hele stegefladen. Form falaflerne og steg dem ved middelvarme, imens du vender dem jævnligt, så de bliver får stegeskorpe over det hele
Kom de færdige falafler på et fad med køkkenrulle
Spis!
Falaflerne kan sagtens fryses.
コメント