Glutenfri gulerodsmuffins med cream cheese
- Amanda Stensgaard
- 16. apr. 2020
- 2 min læsning

Uanset om du tåler gluten eller ej, smager de her gulerodsmuffins med cream cheese uforskammet godt. De er søde - uden at være hvinende. Svampede - uden at være klæge, hvilket glutenfrit bagværk ellers godt kan blive. Og så er den krydrede krumme bare rigtigt fine venner med ostecremen på toppen.
Gulerodsmuffins er geniale, hvis man ligger inde med et par halvslatne gulerødder, men hvis det i stedet er en squash, der gemmer sig på bunden af grøntsagsskuffen, kan den fremtrylle en lige så glimrende kage. Faktisk er kage næsten altid mit svar på, hvad man bør stille op med kedelige grøntsager. Kager, tærter eller gryderetter. Men kager er nu det sjoveste. Så det er det, det skal handle om i dag.

GLUTENFRI GULERODSMUFFINS MED CREAM CHEESE
Opskriften giver 10 muffins
Ingredienser
1 dl sødmælk
50 gram mandelmel
110 gram rismel
1 tsk bagepulver
1,5 tsk kanel
En knivspids salt
2 æg
150 smør, stuetemperatur
100 gram sukker
50 gram brun farin
200 gram revne gulerødder (eller revet squash)
2 spsk loppefrøskaller
Cream cheese
200 gram neutral flødeost
40 gram flormelis
Saft og revet skal fra 1/2 citron
Fremgangsmåde
Bland rismel, mandelmel, kanel, bagepulver og salt sammen i en skål
Riv derefter gulerødderne på et rivejern, så de er klar til at komme i dejen senere
Pisk smør, sukker og brun farin sammen på en røremaskine eller med en elpisker, indtil massen er luftig
Tilsæt nu ét æg ad gangen, imens du fortsætter med at piske. Lad skålen blive i røremaskinen - den skal bruges om lidt igen
Rør loppefrøskallerne sammen med mælken, og lad frøene suge væsken til sig i 5 minutter
Når loppefrøskallerne og mælken er omdannet til en tyk 'grød', tilsættes den smør/sukkerblandingen, og der piskes kort igen, indtil dejen er glat og sammenhængende
Herefter røres melblandingen, de revne gulerødder og smør/sukkerblandingen sammen med håndkraft
Kagedejen fordeles i 10 muffinforme og bages ved 175 grader (ikke varmluft) i 20-25 minutter. Prik i dem undervejs - når du kan stikke en strikkepind i, uden dejen hænger fast, er muffinsne færdige
Imens kagerne bager, røres ingredienserne til ostecremen sammen. Stil cremen på køl, indtil den skal bruges
Når muffinsne er færdige, skal de køle helt af, inden ostecremen fordeles i et gavmildt lag på toppen
Gulerodsmuffinsne holder sig friske cirka 3 dage på køl. De egner sig også fint til frys.
Opmerkingen