top of page

Gammeldags æblekage

  • Forfatters billede: Amanda Stensgaard
    Amanda Stensgaard
  • 28. sep. 2018
  • 2 min læsning

Opdateret: 26. mar. 2020

“Vil du have en pose æbler fra min nabos have?”

Det skrev min kusine til mig engang i sidste uge. Og det ville jeg da gerne. Et par dage efter kom hun forbi til kaffe, og med sig havde hun vel omkring halvtreds æbler, og hvad gør man så? Det enkle, men gode svar er: Man laver æblegrød. Og æbletærte. Eller muffins. Måske bagte æbler fyldt med nødder og marcipan?

Mulighederne er mange, men æblegrød er i hvert fald ligetil og samtidig en god måde at få bugt med en røvfuld æbler. Ligger du inde med en sådan, ganger du naturligvis bare opskriften op.

Jeg lavede selv en portion af nogenogtyve æbler, som jeg har nydt godt af lige siden. Grøden smager nemlig skønt på den gammeldags måde med flødeskum og knas, men den er også god til at give en havregrød eller en skål yoghurt lige dét ekstra. Jeg serverede den for min familie, da vi havde søndagsmadklub sidst.

Til hovedret havde jeg lavet kikærtegryde, hvilket, efterfulgt af æblekage i små patentglas, hittede stort. Så hermed et forslag til en nem, lækker og meget efterårsagtig menu. Bon appétit!

GAMMELDAGS ÆBLEKAGE MED ET TWIST

4-6 personer

Æblegrød

  • 12 æbler, gerne Ingrid Marie

  • 1 – 1,5 dl sukker

  • 2 tsk vaniljesukker

  • 0,5 dl vand

Havregrynscrunch

  • 70 gram smør smeltes

  • 0,5 dl sukker tilsættes

  • 1 tsk kanel

  • 0,5 dl mandler, grofthakkede

  • 2 dl grovvalsede havregryn

Derudover

  • Flødeskum

  • Friske æbler og mynteblade til pynt

Fremgangsmåde

  1. Skræl og fjern kernehusene fra æblerne først. Skær dem i mindre både og kom dem i en gryde med vand, sukker og vanilje. Start med 1 dl sukker, så den ikke bliver for sød. Der er stor forskel på æbler, og du kan altid tilsætte mere senere. Sørg for jævnligt at røre i gryden, indtil æblerne begynder at koge ud.

  2. Lad herefter grøden simre under låg i 20-25 minutter, eller indtil du synes, den er perfekt. Jeg kan godt lide, at den har lidt struktur, men det er jo en smagssag.

  3. Til crunchen smelter du først smør og sukker i en gryde.

  4. Derefter tilsættes havregryn, kanel og mandler og det hele vendes godt sammen.

  5. Havregrynsblandingen fordels så på en bageplade og bages ved 200 grader i 10-15 minutter. Rør lidt i den undervejs, så det hele bliver sprødt og gyldent.

  6. Anret æblegrøden med et par skefulde flødeskum og havregrynscrunch på toppen. Et mynteblad og en æblebåd er også meget pænt.

æble, æblemos, æblegrød, havregrynscrunch, mandler, flødeskum, Ingrid Marie, æblemos

Comentários


bottom of page