Den bedste pizzadej
- Amanda Stensgaard
- 13. sep. 2018
- 3 min læsning
Opdateret: 26. mar. 2020
I mit barndomshjem var der pizza på menuen hver fredag. Pizza af den hjemmelavede slags, som blev kørt ind foran fjernsynet, med rød- og hvidternet dug på sofabordet og Disneysjov som ramme om det hele. Til dessert fik vi fredagsslik, mine søstre og jeg. Nøje fordelt i tre små skåle, så vi undgik unødig konflikt. Det var uden tvivl weekendens højdepunkt. Særligt fordi seancen skilte sig markant ud fra ugens andre aftenmåltider, hvor tv-dinner var udelukket og slikket uoverskueligt mange dage væk.

I dag spiser jeg stadig fredagspizza så ofte, jeg kan komme til det.Det er sjældnere med Disney kørende i baggrunden og oftere med rød- eller hvidvin som sidekick. Men det fungerer ikke mindre godt af den grund! Jeg vil nok altid være tilbøjelig til at sætte lighedstegn imellem pizza og weekend, og jeg har på fornemmelsen, at vi er en del, der anskuer matematikken sådan?I så fald er det jo meget belejligt, at opskriften ligger klar i dag, hvor du bør tjekke erdetfredag.dk.
Så bliver man glad, ikke? Og med italiensk på menuen bliver man kun gladere. Hvad end dine fredagsplaner inkluderer stiletter eller hjemmesko, vil jeg derfor anbefale dig at smutte i Rema efter gær så hurtigt som muligt. På den måde kan du have pizzadejen klar inden for to til fem timer, alt efter tålmodighed og tidsplan.
Jeg garanterer, at opskriften er ligetil og samtidig giver spitze pizze. Efter mange års regulær pizzatestning har jeg nemlig ikke så få tricks at dele ud af. Dem får du nedenfor sammen med en stribe billeder fra sidst, Frida og jeg lavede pizza på matriklen.

Frida er især hooked på tomatsovsen, som det ses. Men den er også dødgod og samtidig så simpel, at man tror, det er løgn. Måske det også var den, som gjorde, at aftenens tredje middagsgæst gav vores pizzeria fem uf af fem stjerner? Jeg ved det ikke, men det siger ikke så lidt, når det kommer fra en nordjyde…

GRUNDOPSKRIFT PÅ PIZZADEJ
Giver 2 store pizzabunde
Pizzadej
20 gram gær
2 spsk olivenolie + 1 spsk til skålen
3 dl lunken vand
1 tsk sukker eller honning
2 tsk salt
200 gram durum eller tip00 hvedemel*
200-300 gram hvedemel
Fremgangsmåde
Rør gæren ud i vandet og tilsæt honning, salt og olivenolie.
Tilføj herefter 200 gram durum eller tip00 og rør melet godt ud, så der ingen klumper er tilbage.
Tilsæt nu hvedemelet lidt ad gangen, indtil dejen næsten slipper siderne på skålen.
Hæld den herefter ud på et meldrysset bord og ælt den sammen, indtil den føles sej og smidig. Du skal højst sandsynligt bruge mindre end 300 gram hvedemel, men forsøg dig frem – der er stor forskel på meltyper.
Smør skålen med lidt olivenolie og kom pizzadejen tilbage deri. Lad den hæve under et viskestykke på køkkenbordet i cirka 2 timer eller stil den på køl, hvis du har bedre tid. Efter 5-6 timer er den helt perfekt.
Når dejen er hævet til dobbelt størrelse, rulles den tyndt ud på køkkenbordet med rigeligt mel, så den slipper let igen. Og så kan den toppes med lige det, du allerbedst kan lide.
Pizzaerne bliver bedst, hvis de bages én ad gangen på nederste rille i ovnen. Stil ovnen på ‘undervarme’ og 250 grader og bag dem i 8-12 minutter.
*Durum giver et sejt brød a la ciabatta og fungerer derfor godt til alt italiensk, imens tip00 gør dejen sprød og stenovnsagtig. Begge meltyper giver enormt lækre resultater, så det er altså en skam at udelade.
TOMATSOVS
Til 1 stor pizza
140 gram tomatpure (svarende til en stor dåse)
1-2 fed hvidløg, presset
3 spsk olivenolie
2 spsk balsamicoeddike
1 tsk oregano
1/2 tsk salt + peber
1/2 tsk sukker
1/2 tsk chiliflager (kan udelades)
Fremgangsmåde
Den her giver vist næsten sig selv. Alle ingredienser røres sammen.
Smag til med salt, peber og sukker.

FORSLAG TIL FYLD
Den hvide
Kartofler skåret i tynde skiver og vendt i olivenolie.
Gedeost.
Frisk eller tørret rosmarin og flagesalt
Veggien, der vinder hver gang
Tomatsovs
Bøffelmozzarella
Aubergine i tynde skiver
Oliven
Soltørrede tomater
Rødløg
Top med frisk rucola eller basilikum ved servering
Den grønne
Grøn pesto på bunden
Artiskokker
Cherrytomater
Masser af parmesan
Den fancy
Kartofler i skiver
Frisk rosmarin
Bøffelmozzaealla
Skiver af gedeost
Klatter af trøffelpesto
Comments