Brombærtærte med låg af crumble
- Amanda Stensgaard
- 21. sep. 2018
- 2 min læsning

Findes der noget bedre end at plukke sin egen mad? Det gør der måske nok. Men for mig er det få ting, der kan måle sig med at lave mad med råvarer, som jeg ved, hvor kommer fra, og som jeg endda selv har ført fra jord til bord.
Det sker bare ikke så ofte, fordi vi bor i lejlighed midt inde i byen og hverken har køkkenhave eller det, der ligner. Men vi har faktisk en fin gård og ambitionerne i orden, så måske næste år bliver året, hvor der går Camilla Plum i den? Indtil da nyder jeg bare godt af, at der vokser gode sager i skoven få hundrede meter herfra. Rigelige mængder ramsløg om foråret og lige nu er der brombær, som så småt er ved at være klar til at blive plukket og tryllet til tærter.


Frida og jeg var forbi i dag for at ribbe de buske, som allerede bød på sorte bær, og der var faktisk en del at komme efter. Men der kommer endnu flere i løbet af de næste uger, så jeg kan kun anbefale at svinge forbi skovstien mod den Permanente, hvis man er i Aarhus.
Vi plukkede et par poser, spiste halvdelen on the rocks og kom så resten i en lækker brombærtærte med et sprødt låg af crumble. Opskriften er enkel og meget nem at gå til, og så smager den helt formidabelt. Brombær er altid et godt valg, men har man andre bær ved hånden, vil disse helt sikkert også kunne frembringe kagelykke.
BROMBÆRTÆRTE MED LÅG AF CRUMBLE
Bund
175 gram smør + smør til formen
2,5 dl hvedemel
2 dl havregryn
1,5 dl sukker
Et drys salt
Fyld
500 gram friske brombær
1 tsk vaniljesukker
1/2 dl sukker
Crumble
1 dl hvedemel
1,5 dl havregryn
1 dl sukker
75 gram smør
1/2 tsk kanel
Et drys salt
Fremgangsmåde
Bunden laves først. Start med at smelte smørret ved middel varme, og vend det herefter sammen med resten af ingredienserne.
Ælt dejen sammen til en fast kugle og tryk den ud i en smurt tærteform af cirka 22 cm i diameter.
Forbag herefter bunden ved 175 grader i 15 minutter.
De friske brombær vendes sammen med sukker og vanilje, hvorefter de fordeles på den foragte tærtebund.
Crumblen laves ved at vende mel, havregryn, sukker, kanel og salt sammen og derefter ælte smørret i blandingen, indtil du står med en crumble, der er klar til at blive drysset over tærten som låg.
Bag brombærtærten ved 175 grader i cirka 25 minutter, eller indtil den er gylden på toppen.
Server kagen med en klat cremefraise og et glas saft eller iskaffe, og så er du garanteret et happy face som Fridas.

Comments