top of page

Stuens efterårssuppe med gulerødder, linser og ingefær

  • Forfatters billede: Amanda Stensgaard
    Amanda Stensgaard
  • 1. jul. 2018
  • 2 min læsning

Opdateret: 26. mar. 2020


Måske har jeg nævnt det herinde, måske har jeg ikke, men jeg arbejder på en ganske særlig perle af en café. Godt placeret i smørhullet af Trøjborg, på midten af Tordenskjoldsgade. Den hedder Stuen Th, og her får man ærlig, velsmagende og sæsonorienteret mad, lavet fra bunden, med fokus på økologi og et minimum af madspild. En gang i kvartalet udskiftes en del af retterne, så der bliver plads til alle de råvarer, som kendetegner den aktuelle sæson. Ved at gøre det således kan vi med god samvittighed servere mad, som smager af mere, fordi grøntsagerne er i sæson, og som sidegevinst kan vi holde priserne i den lave ende og endda have vores fine jordklode og dens begrænsede ressourcer for øje. Det giver altså mening på et utal af måder og skaber desuden incitament til at lægge visit hos Stuen igen og igen, for at se, hvad vi nu har boblende i gryderne.

Så sent som for ganske nyligt har vi åbnet op for vores efterårsmenu. Den er baseret på alle årstidens lækreste spiselige fristelser, og hver dag står vi således og fabrikerer simreretter med rodfrugter, salater som toppes med sprøde, danske æbler og varmende supper i ét væk. Netop suppen med gulerødder, linser og ingefær rangerer højt på listen over mine personlige favoritter, hvorfor jeg er meget taknemmelig for at have fået lov at dele opskriften her på domænet. Ingredienslisten må siges at være i den korte ende og råvarerne, som anvendes, er overskuelige at erhverve sig selv på det allerstrammeste SU-budget. Men smagen er i top, og pynter man lige med en kvist timian, lidt kerner og et par skiver æble, så ligger det æstetiske udtryk samtidig på den blærede skala, hvor det er nemt at høste komplimenter fra hvem, man måtte have inviteret på mad. Jeg kan i hvert fald kun anbefale, at man giver sig i kast med suppen, hvad end det bliver i eget køkken eller hos os på Stuen. Og sker det forventelige, at man bliver forfalden til opskriften, så er der intet andet for end at visitere Tordenskjoldsgade for at se, hvad ellers vi kan friste med.

STUENS EFTERÅRSSUPPE

Giver en stor grydefuld

Ingredienser

  • 1/2 dl frisk ingefær, revet 

  • 3 fed hvidløg, hakket

  • 3 store løg I kvarte 

  • 2 kg gulerødder i grove stykker, skrællet vægt 

  • 3-4 dl røde linser2 liter vand 

  • 1 – 1,5 dl grøntsagsboullion i pulverform (vi bruger en økologisk fra Oscar)

  • Salt og peber, et nip chili og et skvæt honning

Fremgangsmåde

  1. Hvidløg, løg og ingefær svitses kort i en god sjat olie.

  2. Herefter tilsættes gulerødder, linser og vand + boullion, hvorefter suppen bringes i kog. Den skal simre under låg i omkring 30-40 minutter, eller indtil gulerødderne er helt møre.

  3. Til slut blendes suppen helt glat, måske tilsætter man lidt mere vand, men ellers smager man bare til med salt og peber, chili og honning.

  4. Suppen kan serveres med lige det, man lyster, men æbler og ristede græskarkerner er lækkert. Og det tænker jeg også, at ovnristede kikærter vil være.

Comentários


bottom of page