top of page

Pad thai

  • Forfatters billede: Amanda Stensgaard
    Amanda Stensgaard
  • 26. aug. 2018
  • 2 min læsning

Opdateret: 26. mar. 2020

Første gang, jeg smagte pad thai, var i Thailand. Det er efterhånden ti år siden, og dengang var jeg ikke begejstret. Slet ikke, faktisk. Min far, mine søstre og jeg lærte at lave retten på et madlavningskursus, hvor alt skulle serveres på bambusblade og krydres med så store mængder chili, at alle kursets deltagere kæmpede en kamp mod tårekanalerne, imens vi febrilsk spejdede efter mælk til at slukke den brændende fornemmelse. 

Der var bare ingen mælk, mine søstre og jeg var ti og tretten år, og vi savnede en vestlig tryghedspizza, for det ved man da, hvad er.


Så gik der nogle år, hvor jeg ikke rørte pad thai. Og herefter skete det, som ofte sker, når man bliver ældre. Man udvider sine horisonter og heldigvis også sine smagspræferencer.

I dag elsker jeg nudelretten, hvor det salte og det søde mødes i en laber forening, som leder tankerne mod travle gadekøkkener ved tuktuk-befængte stræder. 

PAD THAI MED TOFU

Til 4 personer

  • 300 gram fast tofu 

  • 6 gulerødder

  • 8 forårsløg 

  • 4 æg 

  • 300 gram risnudler

  • Olivenolie

Marinade  

  • 2 dl soya

  • 4 spsk sukker

  • 6 spsk sød chilisovs

  • 4 limefrugter, saften derfra

  • 2 spsk revet ingefær

  • 4 fed hvidløg

  • 1 tsk tørrede chiliflager

  • 4 spsk peanutbutter 

Derudover

  • 2 dl hakkede, saltede peanuts 

  • lidt forårsløg til pynt

FREMGANGSMÅDE

  1. Rør alle ingredienserne til marinaden sammen, pånær peanutbutter – det skal først i senere.

  2. Skær derefter tofuen ud i mindre tern og vend dem rundt med en 1/3 af marinaden. Stil dem til side, så de får lov at stå og trække smag.

  3. Peanutbutteren røres nu ud i de resterende 2/3 af marinaden.

  4. Slå æggene ud i en skål og rør dem godt sammen, inden de steges som en omelet på en varm pande med en god sjat olivenolie. Omeletten skal cirka have 2 minutter på hver side.

  5. Herefter rulles den og skæres i tynde strimler. Stil æggestrimlerne til side og kog nudlerne efter anvisning på pakken.

  6. Imens de koger, skæres forårsløgene i ringe og gulerødderne i tynde strimler. 

  7. Grøntsagerne steges nu i cirka 3 spsk olivenolie i et par minutter, hvorefter tofuen tilsættes. 

  8. Svits tofuen med grøntsagerne i cirka 5 minutter, inden peanutmarinaden og de kogte nudler tilsættes. 

  9. Vend retten godt sammen, tilføj til slut æggestrimlerne og de hakkede peanuts, og server din pad thai med lidt ekstra peanuts og forårsløg på toppen. 


Comments


bottom of page